Minareternes første kald..

De sidste to dage - altså ikke i dag men dagene eller rettere sagt aftenerne og nætterne har været ret så lange med transfer og derfor en masse køren frem og tilbage mellem Alanya og Antalya.. men det skal jo også til hvis man vil have sine gæster til hotellerne :D først svenske gæster og så norske på departure og svenske på arrival og lidt finske (som heldigvis kunne svensk!) men holder nu aller mest af at køre med danske gæster - de snakker en hel del og spørger en masse men de er så sjove! og så værdsætter de at man taler deres sprog.. men hvem gør ikke det?
Nogle af de seneste gæster spurgte om der var noget af personalet på hotellerne der kunne svensk - ehm.. ikke mig bekendt men måske det kan sige typ; hur mår du - men mere kan man vidst heller ikke forvente.. og dog er der faktisk nogle tyrkere der har lært sig både skandinavisk men også finsk! flere vi møder kan næsten flydende svensk eller dansk.. jeg kan ikke helt blære mig med det samme på tyrkisk.. men kan da lidt.. måske lidt for lidt, haha!
Men i går var jeg og en fra Side team i TerraCity i Antalya - et kæmpe shopping center - øj hvor skønt det var! følte mig næsten helt overvældet..! men forkælede mig selv med en alt for lækker jakke som jeg lige nu har på indenfor bare fordi jeg er så glad for den og en top som også er ret så nice! Mens de andre i teamet kunne fejre Karins fødselsdag med grillaften og lagkage - så synes jeg fortjente at forkæle mig selv når de andre var hjemme og hyggede sig.. men fordelen af det vil jeg fortælle om senere... :)
Skulle have hentet en kuffert i lufthavnen for nogle af vores gæster der er ret så bekymrede over at de mangler en kuffert men desværre var den altså stadig ikke kommet til lufthavnen men var åbenbart i Köln.. ehm.. smart at vi så havde fået at vide at den skulle være i Antalya ? så måtte vende tilbage til arrival uden kufferten..
Havde en gæst mindre med bussen men alligevel måtte jeg sidde helt oppe i forruden da der var gæster der sad på forsæderne... og spørg lige engang om det ikke var ubehageligt.. men til gengæld kunne jeg da så holde mig vågen hele vejen uden problemer... buschaufføren var så venlig at køre mig hele vejen hjem så jeg var fri for at gå fra kontoret og kom ud af bussen til den hyggelige lyd af minareternes første kald - det var lidt som om de havde ventet på min hjemkomst og bød mig velkommen.. beroligende og som om man ikke var helt alene...
men er godt nok træt i dag og glad for at jeg ikke skal køre Green Canyon i morgen men at det bare var finske gæster - så skal studere Dim Cay i stedet - som jeg endnu ikke har set og virkelig glæder mig til.. men dagen i morgen bliver nu alligevel nok ikke så rolig eftersom jeg skal have servicetelefonen for første gang - men det skal nu nok gå godt.. men nu vil jeg se om jeg kan vende min dagsrytme igen og få min hjerne til at minde lidt mindre om grød - tror jeg kommer til at sove som et lille barn.. aah!