Det er efterhånden længe siden, men jeg husker stadig, da jeg i toget blev kaldt "damen" af et menneske, jeg vil mene var tilpas ældre end mig til at den kategori passede meget bedre på vedkommende end på mig. Dengang (da jeg var ca 20 år) gjorde det stort indtryk på mig at blive kaldt "damen". Jeg brød mig ikke besynderligt meget om det..
Generelt er kategorisering ikke noget jeg er fan af. Jeg ville godt bare have lov, at være den jeg har lyst til, lige præcis på det tidspunkt jeg vil, uden nogen skal fortælle mig hvad jeg er og gør. Det kongelige teater siger til mig at jeg ikke er ung. Avs! Så jeg er ... voksen? Nej, nej..
For nyligt havde jeg en samtale med en der mente, at man ikke var bevidst om at være mere eller mindre feminin/maskulin. Vedkommende spurgte, om jeg ville sige, at jeg følte mig mere maskulin og at det var et bevidst valg, når jeg iførte mig bukser. Det svarede jeg til vedkommendes overraskelse ja til. Snakken fortsatte med at vedkommende syntes, at femininitet tilhørte hunkønnet. Vi blev aldrig rigtigt enige, men sjovt nok mente personen, at vide lige præcis hvordan jeg følte mig.
Kunne man forestille sig et sted hvor vi ikke havde brug for at kategorisere os selv og hinanden? Jeg ved ikke om det kan lade sig gøre i det samfund vi lever i... men det ville være så rart..
Jeg vil hellere være en drengerøv end en dame. Men det vil jeg faktisk heller ikke.
